Kæmpe-reportage fra det store Dungeons & Dragons Melodi Grand Prix

af Deres udsendte, Quathron Christensen, level 7 neutral-good Bibliotekar-Paladin

Mine forventninger til det årlige D & D-Melodi Grand Prix var i forvejen skruet op til gigantiske højder -- ja højere end selv Wuthon-bjergenes fjerne skybedækte tinder, der afgrænser Enhjørningedalenes idylliske enge fra troldmanden Æshor's mørke imperium, der strækker sig helt til Syvmile-havet, og... Nå ja, det er lige meget. De var i hvert fald skruet herre-højt op.

Grunden var simpel. Sidste år var jo et brag af de helt store. Riget Vorbassia vandt knebent over Hejnsvigor med sangen 'Du Er Min Ring of Shadows', fremført af den underskønne Yvonna, der med sin skønsang og Sture Patter of Eternal Blessing tryllebandt os alle.

Senere kom det jo så frem at Yvonna tilsyneladende havde save'et og load'et op mod 50 gange, indtil dommerterningerne omsider gav hende sejren, og det var unægteligt en streg i regningen. Alligevel blev det bestemt at Vorbassia skulle være værtsrige for årets Melodi Grand Prix, og jeg synes egentlig dommen var retfærdig nok. Hejnsvigor egner sig simpelthen ikke til Melodi Grand Prix, nu hvor et uigennemtrængeligt mørke er faldet over riget, og kun en modig helt med et rent og tappert hjerte kan redde det fra at falde for evigt i hænderne på Mørkets Magter.

Nok om det. Jeg ankom allerede tidligt på morgenen med Bus 11 der -- som nogle ved -- fortsætter fra Bellahøj direkte ind i Vorbassia. Vejret var dejligt, fuglene sang, og kæmpeedderkopper kastede sig konstant ind over mig fra buske og træer. Alt var som det plejede.
I Fakta tankede jeg op -- i køledisken fandt jeg både frosne flütes, tohåndssværd og Gloves of Dexterity -- og jeg følte mig således godt rustet til aftenens main event. Desværre fandt jeg ud af, at billetprisen igen var steget -- hvem skulle have troet det muligt? -- og at de 2000 guldstykker jeg havde med hjemmefra simpelthen ikke slog til. Da jeg for nylig tabte mit Dankort i minerne under Føtex på Vesterbrogade, måtte jeg altså lige ud en runde og høste et par store spyfluer (hvoraf flere var spækket med guld og smykker -- som altid), et antal pensionister (som jeg fandt gode HT-klippekort på) og en større gruppe AGF-spillere der tilfældigvis befandt sig i byen, temmeligt forvirrede og kun iklædt lædervams fra Hummel. Det må have gjort vildt nas!

Herefter slog jeg lejr på Burger King, hvor en dobbelt Whopper-junior menu netop havde kostet mig lige så mange hitpoints som 200 KFUM-spejdere sidste år på Mors (er der nogen der vil bytte et eller andet med 200 kompasser?). Da jeg vågnede, fik jeg som undskyldning af butiks-bestyreren en Unidentifiable Milkshake, som jeg senere fandt ud af indeholdt jordbær og Ebola virus. Det er flinke folk på Burger King.

Side 2: Into the HALLS OF SPÆK...

Alexanderband