De Kendte Vil Pines

Både du og jeg ved at de kendte danskere ikke gør det for pengene. Nix. Kendte mennesker er simpelthen masochister som elsker at blive pint og plaget.

En kendt dansker som Amin Jensen fryder sig over at blive forfulgt af en skare af spedalske der gisper og stønner og trygler ham om helbredelse.

Intet fornøjer en kvinde som Lotte Heise mere end at se sin skraldespand blive endevendt af savlende ugeblads-papparazzi.

Vores allesammens Brian Laudrup synes det er fantastisk skægt at Bodil Cath er kravlet ned i skorstenen til det Laudrupske hjem, hvor hun nu sidder fast og udstøder lange klagende lyde.

Alexanderband er venlige mennesker, så vi vil også glæde de kendte ved at give dem cirkelspark og olfert. Vi har derfor startet vores eget Se & Hør. Alle historierne bliver genereret af en Commodore 64.


Hvor ved du det fra?

Nu læser jeg ikke de blade, det ligger slet ikke til mig, men jeg var nede og blive klippet forleden og så kunne jeg jo ikke undgå at bladre lidt -- og der stod ligegodt at læse at Peter Gade har fået ny lejlighed. Ser man det, ser man det.

Og at Kronprinsen gemmer Mary af vejen inde i et franskbrød nede hos bageren på Falkoner Allé. Hvem skulle dog have troet det?

Nu er jeg slet ikke royal, den slags interesserer mig ikke spor, men tænk dig lige: Dronning Silvia og Carl Gustaf er gået fallit på at forsøge at sælge søde modeller af Barsebäck som nøgleringe. Nu står det kongelige par nede på hovedbanegården i den vildeste brandert uden tøj på og råber op. Har man kendt mage?






Det bras er ikke 12 kroner værd

Det kan vi hurtigt blive enige om. Jeg læser aldrig de blade.

Men prøv lige at se her på midtersiderne en gang -- De første fotos af Brixtofte der står nede i Prisa med blomstret forklæde og steger smagsprøver til kunderne. Jeg synes det er godt gået at han allerede er i job igen.

Og her står at det danske landshold skal erstattes af syltede agurker. Jeg troede ellers at agurkerne var rykket ned i Danmarksserien. Pyt - det forbedrer i sidste ende vore chancer til VM.

Eller hvad.