Musikkens Store Sådan-Er-Det-Bare
Musikalsk Leksikon for Feinschmeckere

Forfattet af Esben Skovgaard
Illustrationer og layout: Sune W








ABBA
OK, sådan her er det bare: før ABBA kom, var der kun alpehorn og orgelkoncerter. Siden ABBA er forsvundet igen, har der kun været musik for folk, der dyrker Aerobic.
Men indimellem var det fede tider. Sverige var - for en kort stund - andet og mere end bare det land, hvor Eddie Skoller aldrig virkeligt fik sit gennembrud. Måske tager jeg fejl, men efter min mening er der to ting, der kendetegner de for alvor fede grupper. Den første er, at man skal kende alle deres sange og ingen af deres plader. Vidste du f.eks. at Abbas første LP hed “Straight outta Ulmeå?” Nej vel?
Nå, min anden definition er, at man skal kunne købe deres musik over TV, hvor man jo også køber sin Gut-buster og Al-caphone. Det forlyder således fra pladeselskabet, at der efter “Abba Gold” og “Abba Silver” nu kommer en “Abba Brusk”, som kun kan købes via infomercials i DK4. Kan man andet end glæde sig?

Absolute Music
Det står selv i Bibelen, at Moses engang gik op på et bjerg og kom ned med Absolute Music 1. Dengang var det selvfølgelig en LP, der var tale om, med fem skæringer på hver side. Og den vakte Herrens velbehag. Lige siden har der været bred enighed om, at hele musikbranchen kun er en dum undskyldning for at producere Absolute Music, Absolute Dance og Absolute Æselvrinsk. Alt sammen primært rettet mod kåde jyske tøjbutik-ekspedienter, som er ved at koge over når de ser et skilt, hvor der står “DEN FRA TV”. Absolute Music er kort sagt guds måde at sige på, at han ved hvor vi bor, og at han ikke har glemt, hvad vi gjorde mod rumhunden Lajka. Han kommer tilbage. Før eller siden. Og det kommer til at gøre nas. Også på Forbrugerombudsmanden.

Accept
Der er mange, der spørger mig, hvorfor firserne bare var så fede, og her er svaret: firserne var bare så fede, fordi der var mange svenske og tyske bands og ikke så meget pjat. Og sådan er det bare.
Tag nu Accept, f.eks. Jeg husker en glorværdig formiddag på Roskilde-festival, hvor en lille sur mand på 1.42 m stod på en scene og skreg: Båååhlls to the wååhlls. Jeg begyndte med det samme at længes efter Poetzsch og Otto Duborg, samtidigt med at jeg svingede mit hoved frem og tilbage så hårdt, at min drøbel slaskede folk i nakken helt ude ved festivalboderne. Den sang er det fedeste, der er kommet ud af Tyskland, siden de vandt Melodi Grand-Prix’et med Wir Fahren Gegen Engeland. Respekt til Accept – den bedste tyske practical joke siden Holocaust.

AC/DC
Som indfødt jyde kan jeg sige, at der ikke findes en sang, der er bedre til at konkurrere i slå-søm-i end “For Those about to Rock”. Jeg har ligeldes engang på lejrskole fået slået to fortænder ud til “Back in Black”, og efter den dag begyndte mine klassekammerater at kalde mig ved mit efternavn. Sådan er AC/DC bare, og sådan er vi bare i Jylland.
Ellers gælder det for AC/DC som for alle andre, at det gamle var det bedste. Den nye forsanger lyder som Anders And. Basta.

Ace of Base
Vi har lige haft
ABBA, og så kommer Ace of Base allerede. Og snart kommer ALBAN, Dr. og Bombay, Dr. Sverige er, kort fortalt, musikalsk set landet af mælk og honning. Og sydende svovl.
Ace of Base beviste én gang for alle, at der må have været fusk med i spillet, siden Björn Borg kunne vinde Wimbledon så mange gange. De solgte en masse plader på ingen tid og fik en masse efterfølgere - de fleste af dem, som nævnt, med fornavnet Doktor.
I dag er det eneste minde om Ace of Base en lang række internet-fansider, som alle er blevet opdateret sidst en gang i 1997. Og - hvem husker så ikke de glorværdige dage til Grøn Koncert 1994? Ikke mig, i hvert fald. Jeg var der for helvede ikke engang.

Accord
Der findes groft sagt to slags pladekøbere. Den ene slags kan finde på at bruge en lang tirsdag nat på at diskutere, hvorvidt Accord er et bedre sted end Guf at gøre sine indkøb. Den anden slags mener så afgjort, at Føtex løber af med førstepladsen. Selv er jeg splittet i sagen. Accord har måske en masse gamle plader, med
hippier der spiller marracas - men har de lydsporet til “Biker Jens krydser USA”? Eller “Essential Duran Duran played on panpies”? Det har Føtex nemlig. Til kun 39.95. Tre for en hund. De har også brødristere og krøllejern. Altsammen til et-eller-andet kroner og 95 øre.
OK, hvis jeg skal være ærlig, må det være Føtex, der sejrer, og her er hvorfor: de fleste af de CD’er, de sælger, ligner slik til forveksling. Og der er nu engang ikke noget som slik.

Alban, Dr.
Mere kendt og succesfuld end sin landsmand Dr. Albanien, kom Dr. Alban frem i starten af halvfemserne og tog verden med storm. Dr. Alban var i det civile liv tandlæge, og desuden neger på fritidsbasis. Hans musik minder da også så faretruende meget om paradentose, at der må være grundlag for en retssag.
I dag lever Dr. Alban af at dele Amagerbladet ud søndag morgen, og til dette - som til alt andet, han har kastet sig ud i - er han bare den bedste.

Aqua
OK, fat det nu: alle der disser Aqua er bare håbløst misundelige på deres succes. Det er janteloven, for helvede, JANTELOVEN, som alle danskere lå under for, indtil
MC Clemens kom og dissede den. Hvis det ikke var for JANTELOVEN ville vi allesammen få nye bryster, ligesom Aqua-Lene, ja selv landmændene, og vi ville ligge og begramse os selv til ud på de små timer, ja vi ville fandeme så. Og vi ville skære vores ører af og sende dem til CREAMY-pigerne og give GRUNDTVIG skylden, ja vi ville. Men gør vi det?? Nej for JANTELOVEN holder os tilbage, ja den gør fandeme. Se bare STIG ROSSEN, hver dag KÆMPER han mod janteloven, han giver den cirkelspark og mavepumper, men det nytter ikke for janteloven er UOVERVINDELIG, og det nytter ikke noget, at man som Stig kan skyde halvtreds meter sperm, nej, ikke spor.
Så kom ikke her og sig noget ondt om René Dif, for han har været i fjernsynet, og det har du fandme ikke, din svans, og du kommer det heller aldrig, og hvis du endelig gjorde, ville folk fandme slukke.



Bamses venner
Lad mig sige det på den her måde: hvis Bamse tog til Mocambique på turné, ville han ikke vende hjem igen. Eller sådan her: Hvis Bamse var Lotte Heise, ville Lotte Heise fandme være et fedt svin.
Bamse har længe levet af at lave smarte over/undersættelser af internationale hits - hvem husker ikke, hvordan Mozarts “Pater Noster” blev til Bamses “Patter og Nosser”, og det var jo noget, vi allesammen kunne synge med på. Bamse har under pseudonymet Bamses Fjender desuden indspillet en (sjælden) neo-satanistisk plade, hvor både
Kåre Norge og Michael Carøe gæsteoptræder og afslører deres sande sorte jeg (fås kun i import fra Læsø). Pladen hedder, iflg. pålidelige kilder, '666 is the weight of the beast.”
Arbejder p.t. på en plade med Yoko Ono og Forbrugerombudsmanden.

Bananarama
Bananarama er et perfekt band for folk der køber deres CD’er i butikker, hvor alting koster en tier. Umiskendelig firserlyd og sange på lige nøjagtigt tre et halvt minut. Hvem kunne ønske sig mere? Det store uløste mysterium er, hvem de tre piger i Bananarama i virkeligheden var. På Rockens Store Sådan-Er-Det-Bare har vi lavet noget research og fundet ud af, at det i virkeligheden drejede sig om:
1) Britta Schall-Holberg
2) Dronning Ingrid, og
3) Porno-Lasse.

Bananarama gik i opløsning i 1995, men to af de tre dannede siden Narkomanarama, som blev en fiasko. Ingen ved hvorfor.

Beatles, the
Engang var The Beatles det største, man kunne tænke sig. I dag er det første, folk spørger om, når de hører navnet Beatles: Var det ikke dem med “Himmelhunden”? Så lad mig repetere: The Beatles brød igennem med “Åh Luigi (Se Venedig og dø så (dit svin))” som Gasolin skrev til dem for at booste deres noget sløve karriere. Siden gik de igen i glemmebogen, da de hverken kunne synge eller spille eller danse synkront, som drengebands nu engang skal. De fik dog alle solo-karrierer, og især David Hasselhof fik på egen hånd stor kommerciel succes. Eftertiden vil hovedsageligt huske dem som
Brødrene Olsen-wannabe’s, hvis den da overhovedet vil huske dem.
Min mor, der sidder ovre i hjørnet, meddeler mig netop nu, at The Beatles berømmelse i tresserne hovedsageligt hvilte på, at de havde pæne tænder.

Bros
Bros var et af de første bands, der blev populære udelukkende ved at være smækre. Deres musikstil betegnes gerne ”Musikalsk palmin”, og det på den fede måde. Bros startede hele drengeband-tingen, og når du fremover svælger i Boyzone og Westlife, må du sende de smækre Bros-tvillinger en kærlig tanke. Bros’ succes holdt i to år – eller ligeså længe som professorterningen. Længere, altså, end Charles & Eddy, men afgjort kortere end forbrugerombudsmanden.
Bros vil blive husket som poppens svar på My Little Pony – du ved, de der små gule og blå heste, som så smadderskægge ud, når de smeltede.

Brødrene Olsen
Brødrene Olsen er så danske som blå brie, Arla Foods og Wilson Kipketer. Det er ingen hemmelighed, at Danmark skatter sine vindere – f.eks. Frederik Fetterlein, som nåede helt op som nr. 287 på verdensranglisten og vistnok på et tidspunkt vandt over en belgier – og derfor elsker vi Brødrene Olsen ligeså meget som resten af verden hader dem. Og vi jubler af fryd, når Noller & Jørgen udsender et opsamlingsalbum med de 36 største hits gennem tiderne – sikke et udvælgelses-arbejde!! Kort sagt: ”Sejler op ad åen” har med ”Smuk som et stjerneskud” fået sig en rival i den danske fuldemands-sangskat, og i fremtiden vil den blive synonym med byfest, discount-øl og fortovs-opkast. Hvilken herlig skæbne!!
Brødrene Olsen vil før eller siden dukke op som værter i et program på TV Danmark, evt. med titlen ”Vis os nu dine patter”. Jeg vil gerne vædde.



Carøe, Michael
I Danmark er vi så glade for entertainere som kan både synge og være lune på én gang. Derfor er det mærkeligt, at vi er så glade for Michael Carøe. Helt ærligt. Hvad kan han? Lægge en ny indkørsel? Kurere folk ved håndspålæggelse? Smøre mig en spegepølse-mad?
Michael Carøe er kort sagt en gåde, som endnu ikke er blevet løst. Videnskaben ved intet om ham. Hvad er hans henfaldstid? Kan man slå smut med ham? Hvor gammel er han blevet? Og hvorfor? Michael Carøe’s seneste projekt er et show bygget op omkring sange af Forbrugerombudsmanden. Og så skal han være vært i TV’s “Hvem vil være
Stig Rossen” som begynder til november.

Clemens, MC
MC Clemens er fra Sønderborg, aka Sønderbronx (eller er det Kalundborg, aka Kalundbronx?), og da han altså er fra South Central Denmark ved han hvordan det er at have det HÅRDT og når ting gør rigtigt NAS. Clemens har vistnok mobiltelefon og det sir jo lidt om hans kaliber. Det er kun de færreste der ved, at han faktisk stod bag alle sangene på “Åh Abe” og at han - hvis han vil - kan lyde præcis som Alberte. P.t. står han i noget af et dilemma: skal han fortsætte sin karriere som hæp happer - hvilket er svært i landet hvor JANTELOVEN (aka fætter BR) styrer alt - eller skal han begynde en uddannelse som forbrugerombudsmand? Klø på, Clemens, om tyve år vil man huske tilbage på dig med samme ærefrygt, som vi i dag husker tilbage på Boogie Torben. Der er lys for enden af tunnelen.

Creamy
Creamy er et af den slags bands, hvor man ikke rigtigt ved, om det er OK at ytre, at man synes de er labre (Jeg havde det samme problem med Danny Cool. Er han blevet 12?) Skal man skamme sig over det savl, der løber ned af ens hage, når man ser dem synge ”Hjælp jeg er en fisk” i
Musikbutikken? Skal man – overfor sin kæreste - slå det hele hen med, at det er Keld Heick, savlet gælder?
Creamy ligger med andre ord på den der grænse mellem sød og smækker som mange af os mænd har så svært ved at finde ud af. Vi ved først, at vi har overskredet den, når vi pludselig bliver interviewet til TV med en sort streg henover øjnene.
Med creamy-pigernes musik er det lettere. Den er så afgjort laber.

Cure, the
The Cure startede som julemænd i Bilka i Hundige, men alle børnene græd, og derfor lavede de et band, som skrev sange fra et slags mentalt Beirut eller Kraglund Mose, om man vil. Personligt har jeg aldrig forstået, hvad The Cure havde, som Kajagoogoo ikke havde, de havde f.eks. hår og alt muligt. I min gymnasietid var jeg ret vild med Cure, fordi de skrev sange om at hade sig selv. Senere begyndte jeg - i stedet for at hade mig selv - at hade hele verden, og det viste sig at være langt skæggere. Opfordringen er hermed givet videre: Smid dine Cure-plader ud og lev af had alene. Det kan svare sig.



Dalton Trioen
Aka
Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Men.. Det er jo hele tre ting på én gang? Dalton er vel det tætteste Danmark har været på Spice Girls, i hvert fald har tre så labre personer næppe før været samlet på ét sted før. Dalton solgte en del plader, men alle pengene gik efter sigende til gigantiske tandlægeregninger. Idéen med at samle disse tre personer var ellers fin nok. Jeg mener – når man nu alligevel har nyresvigt, kan man da ligeså godt også blive forkølet og få tyktarmskatar samtidigt? Eller?

Danser med drenge
Man ved ligesom, når man opkalder sit band efter en film med Kevin Costner, at det nok vil ende galt. Danser med Drenge er endnu et band, som forsøger at finde nye sange, der minder meget om Re-Sepp-ten uden egentligt at være Re-Sepp-ten. Ingen ved, hvem der egentligt udgør Danser med Drenge, men det er sandsynligvis 50-75% E-numre, så det gælder om at læse varedeklarationen.

Dylan, Bob
Jeg ved det: der vil gå halvtreds år efter hans død, eller mer. Men så vil en eller anden pludselig en onsdag morgen rejse sig op i en sporvogn et eller andet sted og jamre: MEN HAN KUNNE JO FOR FANDEN IKKE SYNGE!!!! Og ved middagstid, den samme dag, vil alle have glemt alt om Bob. Og sådan er det bare.



Eje, Thomas
Thomas, er bare så skæg. Han kan lyde NØJAGTIGT som formanden for Dansk Sygeplejeråd. Og check lige hans Ambrosius Stub. Det er som at være der selv. Thomas er et godt eksempel på, at bare fordi man knepper sig sin vej til toppen, kan man godt være smaddergod. I hele Danmark er det kun Per Pallesen og Bilka i Hundige der kommer i nærheden af Thomas Eje, når det gælder om at være skæg. Det geniale ved Thomas Eje er, at han altid ser UD som om, han skal til at sige noget skægt. Han gør det aldrig, men bare det, at han ser UD som om det er skægt. Åh hvis Blot Thomas Eje var min onkel… Så ville jeg nemlig være hans nevø.



Fisk, hjælp jeg er en
Slap nu af. Det kunne være meget værre. Tænk hvis du var Thorvald Stauning.



Gangsta Rap
Noget af det tætteste vi kommer på Gangsterrappere i Danmark er vel
Kim & Hallo, som jo kommer fra ét af de hårde kvarterer i Tirstrup Bjerg. Endnu tættere er vi måske med Poul Reichardt i hans glansrolle som Forbryder-Frans i “Børge Brandmand rykker ud” fra 1974. Allertættest, måske, kommer vi med Fritz Reuter i opsætningen af “Svend Dyhrings Hus” på Dagmar i 1948. Han var one crazy nigga. Gangsterrappernes måde at disse hinanden på kan igen sammenlignes med forrige års interne stridigheder i HK Nordjylland, der jo som bekendt endte med, at næstformanden simpelthen måtte gå af. Gangsterrap findes i Danmark kun på Femø, hvor den hvert år kan observeres i nogle få uger i marts, før den trækker længere op nordpå, mod Svalbard.



Hammer Hammerfedt, det er
Nej det er ikke. I Midtjylland, hvor jeg kommer fra, er denne sang gået hen og blevet kanonisk i en sådan grad, at alle andre bliver bandlyste - selv Jan & Sunny Boys’ sange er blevet stemplet som blasfemiske og brændes offentligt på marker og ved gadekær. Og hvorfor? Jo, fordi den blotte tilstedeværelse af mere end én sang i universet på samme tid simpelthen forvirrer bønder. De kan ikke gøre for det, det er noget rent genetisk. For nogle år siden kunne en ærlig karrusel ikke dreje rundt på et jysk tivoli, uden at Kære Lille Mormor hamrede ud over folk. Men Hammer-Hammerfedt vandt kampen, fordi verset her synges på samme måde som omkvæddet. Det simple sejrer. Og hvis du synes, at det er hammer-hammerfedt, kender jeg nogen, der lejer værelser ud i Stakroge. Do ska wær welkommel.



Jarre, Jean Michel
Som sagt: han lyder fuldstændigt som min gamle spectrum. En mand, hvis musikalske forbillede er lydsiden af “Ghost and Goblins” kan man da ikke respektere ... Eller kan man? Jo man kan. Jean Michel Jarre er et menneske der består udelukkende af brusk, og derfor skal vi være gode ved ham. Han har lavet en masse plader med relativt simple titler som selv franskmænd kan udtale - som “Oxygene” og “Oxygene II”. De folk, der har købt “Oxygene II” er uden tvivl de samme som har købet Mike Oldfield's “Tubular Bells II”, Meatloaf's “Bat out of hell II” og som utålmodigt går og venter på, at der kommer en toer af Forbrugerombudsmanden.
Vidste du i øvrigt, at Natasja Krone er et program, som jeg i sin tid programmerede i Basic på min spectrum? Og at vi, af hele det store Inka-sprog, i dag kun kender ordene kakao og romaskine?

John, Elton
Folk kan sige, hvad de vil. Men sådan her er det bare: hver gang jeg er lige ved at hengive mig til en af Eltons kærlighedsballader, slår det mig, at denne sang er skrevet til en mand - der måske hedder Gunnar. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide folk, der hedder Gunnar. Men for fanden. Kan de ikke skrive deres sange selv? Og så ellers bare holde sig langt væk fra Bilka i Hundige?



Karen
Dansk r’n’b act, der for nylig udgav pladen ”Guld og palmin”. Hvem er Karen? Er det Karen Jespersen? Efter alt at dømme – ja. I hvert fald er Karens Bitch-attitude afgjort socialdemokratisk i sit væsen. Hendes forbilleder er, efter eget udsagn,
Puff Daddy og Thorvald Stauning. Karen hævdes flere gange at have været aktør i drive-by shootings, sidste gang gik det ud over Piet van Deurs og dennes homeboy Forbrugerombudsmanden. Karen skulle efter sigende også lave gode marengs.

Kim og Hallo
Hvis du godt kan lide Kim og Hallo, er du sandsynligvis et af den slags mennesker, der kan finde på at vågne op midt om natten med en ustyrlig trang til at æde hornugle. Kim og Hallo er et uløst mysterium. Hvem er Hallo? Og hvordan finder man på at kalde sit band et sådant afskyvækkende navn? ”NU ved jeg det! VI skal hedde HALLO!” For fanden – det svarer til at døbe et tankskib ”Rainbow Warrior” Et eller andet sted lyder det bare ikke rigtigt.
PS: Kim og Hallo har vundet mange internationale priser for deres fine overskæg. Efter hver koncert, siges det, får udvalgte publikummer lejlighed til at gramse på dem. Det er en ære, der især tildeles buttede jyske piger ved navn Betina.

Koncept-rock
Den fede type rock. Koncept-rock var fremme i halvfjerdserne og handlede gerne om lysets sejr over mørket eller fredens sejr over ufreden. Som eksempler kan nævnes
Pink Floyd, King Crimson og Shu*bi*dua 6. Hele Hitler-tingen og nazismen viser, hvor galt det kan gå uden koncept-rock til at vejlede os. Det er derfor med glæde, vi modtager underretningen om, at Stig Rossen er ved at indspille pladen “Mit Knæs Storhed og Fald” for et ensemble på 32 mand på jødeharpe.

Kopi-bands
Jeg tænker her f.eks. på Peter og De Andre Kopier og
Pink Floyd. Kopibands er generelt afskum, der findes dog enkelte, der er værd at lytte til: 1) Erik Påske-Jam, som trækker fulde huse på Bornholm, 2) Creamy-Jam som er et fritidsprojekt startet af pensionister på Fakse Ladeplads, og endelig 3) TV2-jam-jam som spiller og synger forbløffende lig TV2-jam. Der findes også et obskurt Ikke-Stig-Rossen-jam som gør alt for at lyde præcis modsat Stig Rossen. Deres lyd kan beskrives nærmest som Bodil Udsen møder en Romaskine.

Krebs, Poul
Krebsebassen er jo Danmarks pryd, og han kan tilnærmelsesvis sammenlignes med en
Bob Dylan bygget af duplo-klodser. Kan man nå mere? Næppe. Krebsen bor på Samsø, formodentligt fordi han skriver bedst, når han er omgivet af fossil stenmasse. Krebs er en stor historiefortæller, og hans historier lyder gerne sådan her: Billy eller Ronny er lige ved at blive sindssyge fordi de i The Tunnel of Love har foolet around med fede-Tina nede fra the local kiosk men hun vil hellere have Tonny, for han har nemlig en pink cadillac med kaleche. Sådan noget kan man jo bare ikke få nok af. Poul Krebs skal, efter sigende, til marts føde Stig Rossens barn.



Linie 3 vs. Røde hunde
Røde hunde har man kun én gang. Linie 3 vender tilbage. 1-0 til Røde hunde. Røde hunde varer ca. en uge. Et typisk Linie 3 show varer ca. seksten timer. 1-1. Man kan vaccineres mod røde hunde. 2-1 til røde hunde. Røde hunde er sjældent livsfarlige. 3-1. Anders Bircow følger ikke nødvendigvis med røde hunde. 4-1 til de røde hunde. Røde hunde reklamerer ikke ustandseligt for sig selv på TV. 5-1 Røde hunde vinder kampen og møder i næste runde vinderen af opgøret mellem Limahl og Nye sko.

Linnet, Anne
Anne Linnet kan bare det der med at skrive en sang, der gør selv fuldvoksne mænd til lesbiske hystader for et kort øjeblik. P.t. kan jeg ikke lige komme på nogen, men det er vistnok sange, der for det meste handler om menstruation og andre væsker. Kun Anne Dorte Michelsen har skrevet mere fugtige sange end Anne Linnet, da hun går hele vejen og også indbefatter udflåd og tis. Men Anne er god nok. Hun er vel sådan nærmest det kvindelige svar på Biker Jens, og hvem elsker ikke Biker Jens af hele sit hjerte og hele sin sjæl? Jeg gør ikke. Anne Linnet er fra Ååååååååååårhus, og det er alle de fede jo, jeg nævner i flæng: Peter A G fra Gnags. Århus er smilets by. Og de lesbiske kaniners.

Lilholt, Lars
Kaaaald det kærlighed, kald det liiiiii hvad du vil ... OK, fair nok, så vil jeg fandme kalde det for romaskine.



Midtfyns-festival
En skizofren blanding af Roskilde-festival, KFUM’s årslejr og Arbejdernes Landsbank. Mens David Bowie spiller på én scene, spiller Back to Back på en anden. Hvem ville i en sådan situation ikke vælge Back to Back? Spiller David Bowie måske den der med Jonathan? Og har han måske ligget og stødt i én, der engang har kommet sammen med kronprinsen? Nej, vel? Jeg har en enkelt gang været på Midtfyns Festival, og jeg kunne ikke nyde koncerterne, fordi jeg var lammet af rædsel for, at bands'ene måske lige pludselig skulle finde på at stoppe musikken og begynde at råbe bankotal op og uddele sportstasker som præmier. Jeg kom hjem med alle mine tæer i behold. Jamen, hvad nytter det hele så?

Musikbutikken
Efter at Musikbutikken er gået i luften, er det ligesom blevet i orden at høre musik igen. Før var det noget, man kun gjorde, når man var alene, og det var forbundet med skam og udstødelse. Vendepunktet kom, da
Bamse i foråret gik på og gav den for fuuulde gardiner. For sådan er Bamse bare. Da han, i interviewet med Keld Heick, fortalte nationen, at han led af nervøs tyktarm, var vi pludselig alle i samme båd. Vi stod last og brast, som til EM i Curling for to år siden. Og vi sang Re-Sepp-ten til ud på de små timer, og gik i morgentimerne ud i gaderne og skreg fisse, så højt vi kunne op mod himlen! Det var forløsning. Vi var frie. Der var fred på kloden. Så kom Forbrugerombudsmanden og ødelagde det hele.



Nirvana
Okay, der er noget jeg ikke forstår. Kurt Cobains død fik pludselig Nirvanas musik til at blive enormt meget bedre og mere populær. Pludselig skulle alle have Nirvanas pladser, for hey, for Fanden, manden var jo død. Nirvanas pladesalg steg med 125% i ugerne efter Cobains død. Så jeg spørger bare: hvis nu Forbrugerombudsmanden dør - vil det så betyde noget tilsvarende for forbruget i Danmark? Jeg kræver svar!!

Norge, Kaare
Måske lyder Kaare Svalbard ikke så godt, men lad os indse det, Kaare: Svalbard er en del af Norge, og dermed af dig. Hvorfor lige Norge? Hvad er det, der er så fedt ved Norge? Forklar dig! Kaare Norge har gjort meget godt for den klassiske musiks udbredelse i Danmark - ligeså meget som Georghe Zamfir, Richard Clayderman og Hooked On Classics. Eller, kunne man sige, han har gjort det samme for den klassiske musik, som Brian Holm har gjort for cykelsporten. Hvordan kan han dog lyde så fed? spørger du. Svaret er simpelt. Kaare er dopet til bristepunktet. Og sådan vil det altid være med Norge og nordmænd. De kender ingen hæmninger. Se bare A-ha.

N’sync
De fedeste bands er nu engang dem, hvor alle ligner Ken på en prik. Og sådan her er det bare: ligesom Ken ikke har nogen diller, men bare en lille bule, der er akkurat så umærkelig, at ingen børn stiller spørgsmål – således også med N’sync. Det er en evolutions-ting som meget hensigtsmæssigt gør, at de ikke kan formere sig, de fucking fascister.
Det står selv i Mix, at én af dem fra N’sync snaver i én af dem fra Britney Spears, og det ville helt sikkert være endt med en helt ny lille Forbrugerombudsmand – hvis altså ikke for den manglende diller. Så ha, ha. Det er os grimme mennesker, der skal arve jorden. Og vi vil gøre den ligeså grim som os selv.



Olsen, Allan
Allan O. kan bare det der med at synge sange, der bringer de helt dagligdags ting helt ind på LIVET af én. Fedtsten, f.eks. Og sådan er han bare. Allan Olsen lyder ligesom Bruce Springsteen ville lyde i Bilka i Hundige. Han elsker at revse Danskheden, men pas på, Allan – en dag kommer Danskheden FANDME tilbage og revser dig. Og vær ikke så ked af, at dine mandler er på størrelse med Forbrugerombudsmanden. Du kan så meget andet. Du kan f.eks. gå ad HÆLVEDE til! Og tag din romaskine med dig!



Pink Floyd
Plagiat-band. T’et i “The Wall” er således tydeligvis lånt fra Alexanderbands sang, HesTeTænder. Pink Floyd’s sange handler hovedsageligt om at sætte sig op på sin Puch To-Gears og så bare køre ad helvede til. Pink Floyds første sanger, Syd Barrett, forlod bandet allerede i tresserne. Legenden siger, at det var fordi han blev sær af for meget LSD, men sandheden er, at han syntes det var federe at sidde hjemme i sin mors kælder og høre
Stryper-plader end at være med i Pink Floyd. Roger Waters er flere gange set til københavnerbanko i Lynghallen lidt udenfor Grindsted.

Presley, Elvis
Elvis var kongen, men kongen af hvad?? Svalbard, utvivlsomt. Der er mange der mener, at Elvis bare er en “urban legend” - en vandrehistorie, som folk er begyndt at tro på ligesom blair-witch-filmen og Natasja Krone. Der er heller ingen endegyldige beviser for Elvis’ eksistens, hverken før eller efter hans død. Eller jo. Jeg må være ærlig. I 1986 bankede det pludselig på min dør. Derude stod han. Kongen. Og spurgte, om jeg ville købe en Husqvarna-symaskine, billigt. Og så slog jeg ham ihjel.



Riverdance
Hvis Kim Schumacher var en dans, ville han være Riverdance. Så vidt jeg kan se går Riverdance nemlig ud på at ligne en bøsse mest muligt på kortest muligt tid, en slags ”bøssedans på stedet” for folk med volvo. Vinderen får vistnok en romaskine. Riverdance ligger p.t. nr. to på WHO’s liste over de mest sundhedsskadelige fænomener i den vestlige verden. Nummer et er Bilka i Hundige (hvad skulle det ellers være?)

R’n’B
Amerikansk, står vistnok for Repentance and Bacon, eller noget, i hvert fald: 1) det er noget med negre og 2) de mener det for alvor. Der findes to slags R’n’B, den ene med den sure sangerinde, der står og disser kameraet og siger ting a la “Jeg gider altså ikke komme sammen mere” og sådan noget. Og så findes der den med den svedige mand, der lover, at han i nat vil forvandle sig til et menneskeligt sprinkleranlæg a la “Jeg vil kneppe dig, skat, som Thorvald Stauning på thailandske svampe.” Det hele gerne i lilla plastiktøj, og så kører der gerne blanke biler forbi. R’n’B er vidundermidlet, hvis fodboldholdet rykker ned og potensen mangler. Det siges i hvert fald, at Puff Daddy har haft jern på uafbrudt siden oktober 1992.

Roskilde Festival
Egentligt er det mærkeligt, at man skal vaccineres mod malaria, hvis man skal til Nepal – eller ja, sågar bare til Bilka i Hundige – når man sådan uden videre kan tage til Roskilde Festival, hvor næppe én eneste deltager kan betegnes som værende bare nogenlunde rask. Og det mærkelige er: når folk i, ja f.eks. Guinea Bissau flygter til en flygtningelejr, gør de det, fordi de ellers bliver høstet – mens vi heroppe rask væk giver 765 kroner for den samme fornøjelse. Jeg fatter det ikke. Hvad har Roskilde-festivallen som
Musikbutikken ikke har? På Roskilde-festivallen PISSER folk jo bare rundt omkring i græsset – har du nogensinde set nogen PISSE på gulvet i Musikbutikken? Nej vel? Og det er der en grund til. Behøver jeg sige mere end: Forbrugerombudsmanden?

Rollo og King
I 1998 lavede Rollo og King en CD, hvor de af deres lungers fulde kraft skreg FIIIIISSSE uafbrudt i 79 minutter og 59 sekunder. Da pladen blev et flop overalt undtagen på Anholt - her ligger den stadig nummer et - gik de i studiet med nye planer. De ville lave en plade, hvor det der med FIIIIISSSE ligesom var underforstået. Sådan noget med dyt i bamsen og sådan noget. Rollo og King er med andre ord to af den slags fuldvoksne mænd, som ikke kan lade være med at sprutte af grin, når nogen laver dem en fransk hotdog. For så er det jo igen underforstået, det der med FIIIIISSSE. Til daglig er de vistnok skolelærere, og man kan da også sagtens forestille sig dem bryde sammen af grin, når nogen har skrevet esssiiiiif på tavlen. For det er jo for fanden FIIIIISSSE skrevet bagfra!! BAGFRA!!! FIK I DEN!!!!????? FIK I DEN!!! DET SAGDE HUN OGSÅ I GÅR!!! AAAAAHRHRHAHHAHSDHFSDHFSDHFMSDF!

Rossen, Stig
Engang vil der ske det samme med Stig Rossen som netop nu er ved at ske med tobaksindustrien: folk vil lægge sag an på stribe og hævde, at de ikke vidste, at det kunne give alvorlige følgesygdomme og kroniske lidelser at lytte til Stig Rossen-Cd’er og gå til Stig Rossen-koncerter. Og Stig Rossen vil blot grine og vise et stempel i nakken, hvor der står “EKSTREMT SUNDHEDSSKADELIGT” og sige, at det har stået der hele tiden og at folk da bare har kunnet se efter. Sådan er Stig bare, husk det nu, han er et af den slags mennesker, som ville pisse ind ad din brevsprække nytårsaften og slå det hen med, at det bare var for sjov. Dis ham. Tis i hans skide romaskine.

Røde Mor
I halvfjerdserne, ja dengang turde folk fandme drømme – f.eks. Dea Trier Mørch, der drømte om at kunne styrte imperialismen alene med linoleumssnit. Siden da er idealerne som bekendt faldet. Vidste du at Røde Mor, der i 1974 udgav pladen ”Atomkraft- Nej Tak!”, i 1985 udgav LP’en ”Atomkraft – Njaa Måske?” og i 1998 endelig samledes for at udgive cd’en ”Atomkraft – Ja for Satan!!!” -?? Det siges, at Troels Trier i øjeblikket arbejder på en CD med titlen ”Christianiapladen 2 – Riv lortet ned” Pladen inkluderer et freestyle-rap af Helge Adam Møller, der i 16 minutter disser Christiania og giver respekt til Bilka i Hundige. Køb den – please??



Salomonsen, Sanne
Åh Sanne, du har indspillet i millioner af plader lige fra Unplugged til Buttplugged, og du har spillet over hele landet lige fra Nibe festival til Give festival. Skal du aldrig Hjem? Og gøre rent under vasken? Eller et eller andet? Det er ikke fordi, vi ikke kan lide dig. Eller. Jo, okay, det er faktisk derfor. Du var bedre med pandebånd, dengang i firserne. Hvis jeg var dig ville jeg slagte den ene af pigerne fra
Creamy og tage hendes plads. Ingen ville opdage det. Eller også Ebba Strange. Du ville blive Ebba Strange på den fede måde. Men Sanne Salomonsen er der nu engang andre, der kan gøre bedre end dig. F.eks. Forbrugerombudsmanden.

Sebastian
Det er endnu ikke fuldt opklaret, om Sebastian hører til dyre-, plante- eller mineralriget. Sikkert er det blot, at han går omkring og er temmelig vrissen, fordi Danmark ikke har anerkendt hans geni - stod det til ham skulle vi nemlig allesammen være Sebastianister. Sebastian forstår således ikke, hvorfor hans “Outtakes fra Gjøngehøvdingen” kun blev nummer 246 i Nepal, når den nu er så smækfyldt med creme. I dag er der ikke mange der kender Sebastian, men de der gør, har svært ved at sove, fordi de forestiller sig, at han ligger nede under deres seng og blot venter på at de skal vise det mindste tegn på svaghed. Sebastian bekæmpede i øvrigt - ene mand med sin romaskine - kapitalismen helt op i halvfemserne, og han vandt.

Siel, Lene
Også Lene Siel har engang været en lille pige, der åd sit eget snot, men det er svært at forestille sig nu. Ligesom jeg, unægteligt, har svært ved at forestille mig Frk. Siel have diarré. Jeg forestiller mig nærmere, at der kommer en slags lametta ud. Jeg nægter derfor at tro på rygterne om, at Lene Siel - når hun går på scenen - skulle ritualslagte dyr og drikke tis. Det er kun Lis Sørensen der kunne finde på sådan noget. Nå ja, og så Forbrugerombudsmanden, men det giver jo næsten sig selv. Lene Siel appellerer fortrinsvis til folk, der går meget omkring i badesandaler. Og det er ment i ordets mest positive betydning. Hendes sange handler mest om at bo på Amager og have det ad helvede til.

Spice Girls
Nazi-band startet af toppolitikere fra det tredje rige efter en massiv omgang plastikkirugi. Bag pseudonymet Sporty spice gemmer Heinrich Himmler sig, bag Posh spice er det Göring, bag Baby spice Rudolf Höss, bag Scary spice Rudolf Hess og endelig bag Ginger spice - Josef Stalin, som kom med på et afbud fra Forburgerombudsmanden. Oprindeligt var pseudonymerne anderledes - nemlig Antisemitic spice, Arian spice, Cyclon B spice, Theresienstadt spice og
Stig Rossen spice, men de flinke folk på Sony mente ikke, det ville sælge. Det siges i øvrigt, at den russiske statsleder Andropov gemmer sig bag tre af fyrene fra N’sync, men det er kun rygter.

Spånplade, en
Tildeles ved et salg på 12 CD’er/6 CD-singler.

Stryper
Kristen heavyrock: Okay, tænker du, det KAN da ikke være ligeså fedt som det lyder - MEN JO! I gamle dage havde jeg en nabo, der gerne ville høre ac/dc men af sine forældre blev tvunget til at høre Stryper og synge “TO HEEEELLL WITH THE DEVIL” - og så blev han .. sær. Stryper var fede, og de banede vejen for urdu techno, Jehovas-vidner Rhythm’n’blues og kogalskab. I dag er Stryper roadies for et Stryper-
kopiband, der spiller “To Hell with the devil” på vinglas. Hør dem, men lad din nabo høre dem først.



Techno
Nuomstunder kan man ikke gå i byen uden at være på piller og galar, men i gamle dage, ja der var det eneste vi var på stylter. Og så hørte vi Gustav Winckler til køerne stod op. Techno er noget, som rotterne havde med sig fra Tyskland, og der findes endnu kun ét sikkert middel mod det: Forbrugerombudsmanden. Han virker til gengæld også. Det fede ved techno skulle vist nok være, at det ikke er
Michael Carøe og det har jeg respekt for, men helt ærligt: jeg havde engang en hest, der heller ikke var Michael Carøe, men derfor stod jeg da ikke og lyttede til den en hel nat mens jeg dansede mig halvt ihjel. Eller jo, en enkelt gang gjorde jeg. Det var dagen før jeg første gang var i Bilka i Hundige.

Tre tenorer, de
Den kinesiske mur og Luciano Pavarotti er de to eneste menneskelige bygningværker, der kan ses fra Månen. Pavarotti kan endog høres deroppe, og det sætter en skræmmende tanke i gang: hvad nu hvis de der UFO-freaks har ret, og rumvæsnerne er her, og de bare venter på at få lidt fucking ro fra de tre tenorer, så de kan lande og løse alle verdens problemer? F.eks. det ozonlag, der nu hurtigt forsvinder grundet metan-gas fra Pavarottis mange kropsåbninger? Personligt mener jeg, at Pavarotti, Carerras og Domingo skulle føres ind i henholdsvis Kheops’, Khefren, og Mycerinus-pyramiderne, hvorefter de skulle forsegles med lim. Tænk på fremtidens arkæologer - den overraskelse det ville være, når de brød gravene op, og der mødte dem Puccini-arier? Ville det ikke være ligeså godt som at finde flødeskumskager? Og ved du i øvrigt, hvor man kan finde sådan nogle?



U2
Engang først i halvfemserne besluttede U2 sig for, at de fandme ikke længere ville være sådan et pisse-selvhøjtideligt enden-er-nær-band, og derfor lavede de nogle plader, hvor de prøvede at lyde mere som
Bros end som profeten Ezekiel, men sådan her er det bare: hvis nu Hitler hen mod krigens slutning skulle have fortalt en vits eller to, ville det jo ikke just gøre ham til nogen hammer-skæg mand, som man rask væk ville invitere til at underholde ved Moster Mogens’ 50-års fødselsdag, ville det vel?? Og bare fordi man smækker et par trabanter op på scenen og tager lilla lædertøj på, så er enden kræftedeme nær alligevel, og når den kommer, bliver det katolske bands i lilla lædertøj, der bliver de første mod muren. Så er I advarede, popdrenge. gud gider ikke høre mere postmodernistisk fis. Og hvad har de trabanter nogensinde gjort jer?



Van Halen
Guiness' Rekordbog har beregnet, at Van Halens krøller sammenlagt ville kunne nå herfra og til Bilka i Hundige - og tilbage igen. Kun Michael Bolton kommer i nærheden af Van Halen - men Van Halen vinder, fordi Van Halen er mennesker. Van Halens guitarist, Eddie van Halen, er blevet berømt for sine fede soloer, men så er det jeg må spørge: kan han høvle? Og hvis han ikke kan, hvad nytter det hele så? I ottende klasse høvlede jeg en fisk af træ, og jeg havde endda ingen krøller. Men det havde fisken. Fisken arbejder i dag sammen med
Stig Rossen. Selv er jeg aldrig blevet til noget.



HER slutter Musikkens Store Sådan-Er-Det-Bare. Måske har jeg ikke disset dig, men det betyder ikke, at jeg ikke ville gøre det, hvis jeg fik blot antydningen af en mulighed for det. Kun Forbrugerombudsmanden går ram forbi. I denne måned har han været stærkt optaget, da mange mennesker har klaget over defekte romaskiner - købt i Bilka i Hundige.
- Esben