Naturvildlederen

Er du også træt af klimaforandringerne?

Synes du heller ikke at der bliver gjort nok? Kan du heller ikke sove?
Det er nu vi skal stille krav!

Efter der i årevis er blevet stillet krav til os forbrugere og til virksomhederne, er det nu tid til at vi stiller krav til naturen!
Hvem siger at en sø ikke kan tåle bare lidt kemikalier? Vi har alle sammen noget at slås med, så hvorfor skal søen ikke også bidrage? Har du f.eks. hørt om en fugl, der har bygget en vindmølle eller en fisk, der har bygget en vandmølle? Nej vel? Men hvem siger, at de ikke kan det? Hvorfor er det altid skatteyderne der ender med regningen, og ikke naturen?
Vi stiller ikke urimelige krav til naturen – alt er underbygget af fakta.

I biblen står der således:

”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”
— Første Mosebog v.28


Det er tid til, at vi udfylder vores herskerrolle og beordrer naturen til ikke at modarbejde os.

Naturen har valgt at vildlede os med højere temperaturer, iltsvind, mikroplast osv. Det må høre op! Vores naturvildleder Sune arbejder med problemstillingen og vil, som Moses, føre naturen ind på rette vej.

Her kommanderer Sune naturen til at sænke temperaturen og tåle mere syreregn.

Nu er det så gjort, og du behøver ikke bekymre dig mere om den sag.



Indlægget er skrevet med støtte fra den antropocentriske tænketank
GYLLETANKEN




ALEXANDERBAND.DK