Stemmerne er talt op, tallene er pyntet,
vennerne har fået penge under bordet
og bestikkelserne er bogført som 'diverse'

Fjorten pedeller har dystet
fysisk og psykisk i ti uger på TV og i
ugebladene. Det har været benhårdt,
men nu har vi endelig en vinder!



Vi hylder dig, Eigil Stålnakke!

Da Eigil tirsdag morgen søvndrukken og ubarberet stak fjæset ud af sit skur, mødtes han af en mur af skrig og blitzlys: Verdenspressen, Lokalaviserne, Månedsbladet Skalk, TV2, Bodil Cath og Enzo Ferrari... Alle var de kommet for at hylde Eigil.

Folket gav med næsten 2000 stemmer det store vindermandat til Eigil Stålnakke. Med selvsikkerhed og taktisk tæft udkonkurrerede han 41.999 andre pedel-aspiranter i de sidste hårde uger. Som en klippe stod Eigil Stålnakke ene tilbage og modtog massernes hyldest.

Kåringen af Top-pedellen fandt sted ved en celeber fest på Restaurant Konrad som til anledningen var omdannet til fyrkælder. 10.000 pølsevogne kørte forbi med hornet i bund, og der blev kastet rubinbesatte frisbee'er op i træer.

Eigil modtog sin belønning i form af en check på 500.000 kr og en kontrakt med det internationale pedel-bureau Unique Pedellaz. Oven i den brune kasket kom også en luksusvilla og nøglerne til en splinterny BMW med plads til 8 koste og 4 ho's i bagagerummet.

En fantastisk fremtid venter lille Eigil Stålnakke - som i dag er væk fra sin skolegård for første gang nogensinde!



Det søde liv

Det nordsjællandske jetset modtager Eigil og alle hans rare penge med åbne arme, og der begynder hurtigt at gå rygter om vilde champagnefester med Kronprinsen og Louise Lolle.

EuroMan og Dansk Herremoderåd kårer Eigil til 'Årets Mest Velklædte Mand' - hans pedel-stil efterlignes desværre for os alle i hele Danmark.

Eigils første CD sælger pænt. Hans duft-serie 'Emotions' gør det modsatte.

Livet er perfekt!



Nedturen

Det der så ud til at ville vare for evigt fik en brat ende en sommerdag på Bellevue.

De gamle, skarpe pedel-reflekser tog magten og uden omtanke greb Eigil hårdt fat i kraven på Prins Henrik som var på vej hen af fortovet på sit løbehjul i vanvittig fart.

Prins-gemalen fik en sveder og fik sit løbehjul konfiskeret i en uge - og Eigil blev øjeblikkeligt udstødt af jetsettet.

"Jeg kunne ikke have handlet anderledes i den situation. Jeg er jo pedel."

Opkaldene fra Firenze, Paris og New York stoppede. Et enkelt opkald fra Utterslev er det eneste den engang så stolte pedel har fået i ugevis.

"De bad om en 14'er uden løg... Jeg er frosset ud nu. Færdig. Kaput..."

Blot seks måneder varede Eigils berømmelse. Projektøren der havde oplyst ham så strålende, blev uden varsel slukket.

Eigil Stålnakke blev sidst set sidde og fixe på en legeplads mens skolebørn kastede skrald på ham.

Her slutter Pedeljagten.



Sune | Jacob hat es getan