Godaw, jeg hedder Dalai Limahl og jeg har et godt tilbud til dig!

Ja, rigtigt gættet. Det er mig der er den ægte inkarnation -- og det fejrer jeg i denne uge med tilbud på mine kurser og videofilm. Lige så længe Team Chicky World er med i Tour de France, får du 30% rabat! Hvad siger du til det?





Måske er du ham der giver Keld Heick sminke på, før han skal i Musik-butikken. Måske er du vikar i en hundesalon. Måske er du kameldriver. Du kan endda være fodlæge for Jens Okking. Det er lige meget. Selvom du er alle disse ting, og de eneste ord du kan fremstamme er "DRÆB MIG DRÆB MIG", er der en let udvej. Den går gennem mig, Dalai Limahl. Vejen til lykke.

Nå ja, lige en ting: hvis du er ham, der lever af at stå og trække i håndtaget til det arabiske tårn i Tivoli, er der ikke noget, jeg kan gøre. Så er du fucked. Sorry.

Her får du mine 11 gyldne livsråd:
1 Det gælder ikke om at vinde, men om at håne dem, der taber
2 Smil til din sofa, og din sofa vil smile til dig, hvis du er sindssyg
3 Man er ofte markant ældre end man føler sig
4 Der er ikke noget der hedder dårlig påklædning, kun pissegrimt tøj
5 Behandl andre mennesker som sylte
6 Hvis du har mere end én mormor, er der sandsynligvis noget galt et sted
7 Lykken er en kåd tapir
8 Og dog
9 Ikke alt for kåd
10 Du må helst ikke begære din næstes karse
11 Når du er færdig med at begære din næstes karse, er det min tur

Hvordan du bliver lykkelig?

Det gør du ved at bestille mine video'er Baller af stål og Isse som en pukkelhval, som fås eksklusivt på Beta-max ved personlig henvendelse.

I Baller af stål spiller jeg en ninja, der under navnet Dalai Rema-1000 har trukket sig tilbage til en tilværelse som kassemand i et tibetansk supermarked, der kun forhandler hirse. Da invaderer kineserne landet, og det tibetanske højesteråd tigger og beder mig om at genoptage min oprindelige tilværelse som Dalai Ninja, da kun jeg kan afværge faren. Først vil jeg ikke, men da min bedste ven dræbes af kineserne går jeg amok, og i løbet af resten af filmen tilgiver jeg i vilde actionscener samtlige 1.3 milliarder kinesere.

Da der efter alt dette stadig var lidt råbånd tilbage, optog vi filmen Dalai Sperma, hvor yak-okse og tapir får min kærlighed og medfølelse til alt levende at føle. Det må have gjort usandsynligt nas! Jeg mener det! Virkeligt kejser-herre-monster-nas! Også denne lille ædelsten er inkluderet på Baller af stål.

I Isse som en pukkelhval er en komet på vej mod Jorden. Der sendes nu raketter op for at sprænge kometen i luften. Det lykkes også - men noget af kometen rammer alligevel Jorden og slår ham manden ihjel, der bestyrer det arabiske tårn i Tivoli. Det er alt sammen meget spændende, men alt dette SER man ikke i filmen. Man ser kun min isse i to timer. Deraf titlen.

Den er skide god.

Som lama tror jeg på reinkarnation.

Dette betyder: at blive født igen. I løbet af et liv samler man KARMA. Det er lidt ligesom at samle FRIMÆRKER. Ligesom med frimærker kan man have god og dårlig karma. Hvis man har dårlig karma, kan man gå hen og blive genfødt som et møbel fra IKEA, der er umuligt at samle. Eller som nogle pølser i et glas med brunt vand i ALDI.

Mulighederne er legio. Har man omvendt god karma, som mig, kan man blive genfødt som vært på radio Voice. Eller som en bustur til Flensborg. Eller bare som lakrids. Man kan også være så heldig, at man bliver genfødt som den næste DALAI LIMAHL og få lov til at sidde i grotte og hule i lotusstilling og meditere, fyre røgelse af, spise ét helt riskorn om dagen og eje hele TO fine lagener, man kan tage på og skifte mellem, når man keder sig.

OK, jeg indrømmer: jeg har ikke HELT forstået hvad det fede er ved hele den der reinkarnations-ting. Faktisk suger det. Sorry.




Alexanderband