Allerede fra de er ganske Smaa bør Børnene lære, at
der findes én, og kun éen, Løsning paa alle Konflikter:
nemlig den ædle Duel, der ender med blodig Døed for
den ene, og Triumf for den anden. Skændes de Smaa for
Eksempel om Bamser eller Dukker, bør man blot stikke
dem Kaarder i Haanden, lukke Døren ganske tæt i og ikke
aabne op igen, før Blodet løber fra den ene, og den
anden er kronet med Laurbær.
Senere i Livet er Duellen ogsaa nødvendig, som Eksempel
kan nævnes Uovereenstemmelser ved Vigepligt, naar nogen
tvinger sig foran i Køen i Supermarkedet, eller - som
i Exemplet vi skal se - ved brug af Smædende Ord som
Kæltring, Fusentast eller Smatso.
Man bør, som vi ogsaa skal se, altid huske at lave Pølser
før Duellen, da pølselavning under eller efter en Duel
forbindes med daarlig Tone.
Det sker ofte, at man ved et Selskab bliver placeret
ved siden af et Fruentimmer, som ganske drive én til
Vanvid med Sladder og Ligegyldigheder. Det kan ogsaa
være en specielt irriterende Latter, som gentages og
gentages, til den bliver rent ulidelig.
Den unge, iltre Person vil her typisk miste Besindelsen,
gribe ud efter Kniven til Stegen og fraadende og skrigende
dolke den gentagne gange ind i Borddamens krop, saa
Blood og Materie sprøjte ud over Bord, Vægge og Gæster,
altmens han raaber: "Saa dø dog din So, Saa dø dog din
So."
Dette er imidlertid ikke ønskværdigt. Hvis De under
Middagsselskabet pludselig gribes af Had til andre,
eller til Dem selv, og De faar uhæmmet lyst til at gaa
amok i en Blodrus, er det et glimrende Trick at faa
et Hosteanfald og saa dolke Dem selv gentagne gange
i Benet med en Gaffel eller Skærekniv.
Naar Gæsterne forlader Selskabet, vil De kunne gaa op
paa Taget af Deres Bygning med en Riffel eller Kanon,
tage sigte og skyde dem, én efter én.
Det betragtes som god Tone at vente med dette til efter
Desserten.
Sidder De med Kongen til Bords, bør De ikke lægge ud
med en Bemærkning som: "Naa, har De saa faaet noget
Fisse for nyeligt ?" - det hedder selvfølgelig "Naa,
Deres Majestæt, har De saa faaet noget Fisse
for nyeligt".
Sidder der en Dronning paa Tronen, bør De ikke komme
med upassende hentydninger til hendes Patter, men i
stedet give Deres Erkendtlighed udtryk ved at komplimentere
hendes Nytaars-tale, hendes Smykker, eller hendes Kjole.
Hun veed nok, at det i Virkeligheden er hendes Patter,
De hentyder til.
Jeg havde en nær Bekendt, der i stedet for til hendes
Majestæt at sige "Vil De smage paa Saucen?" kom til
at spørge "Skal De have den Fede i Skideren?"
Hvis en saadan fejl sker, er det vigtigt, at De ikke
begynder at hive i Land og undskylde, men simpelthen
insisterer. Det anses nemlig for bedre Tone at holde
fast i sine Antagelser, end at undskylde dem og begynde
at fremsætte nye. Min nære Bekendte insisterede, og
det har han, saa vidt jeg er underrettet, aldrig fortrudt,
og saa siger jeg ikke meere.