TAGLINE: ENGANG, FOR 2 MÅNEDER SIDEN, I HVIDOVRE....

Da den afdøde forfatterinde Martha Christensen og hendes indbo blev kørt til destruktion på Vestforbrædning, opdagede man et hidtil uudgivet manuskript - en storslået saga om stjernekrig, alkoholisme og arbejdsløshed med titlen "Dansen om Obi Wan Kenobi". Man skyndte sig at destruere det, og det var godt så.
Nu kommer der imidlertid frem, at George Lucas hele tiden har kendt til dette manuskripts eksistens, og at den næste film i Star Wars Sekslogien kommer til at være et socialrealistisk drama, hvor ordene "Du har aldrig elsket mig" bliver sagt ialt 700 gange, dvs. ca. 5 gange pr. minut.

Plottet lyder som så:
Obi Wan Kenobi er blevet fyret fra jobbet som bogbus-chauffør og er sunket ned i en trist eksistens i Hvidovre. Her møder han i Aldi Luke Skywalker, der tilbyder ham at købe en billig knallert. Obi køber den, men den viser sig at være en stjålet, og Obi får problemer med politiet. Darth Vader, der lige er blevet skilt fra sin hustru Bodil, støder ind i Obi en lørdag aften på Sydhavns-Kroen og fatter starks kærlighed til den forsømte dreng. Da Obi's mor finder ud af, at drengen omgåes Vader, bliver hun bekymret - hun kender Vader fra tidligere, da de boede sammen i kollektiv og han var lidt af et udskud, der var på galar og det der var værre. Hun prøver at få Obi tilbage, men det er for sent. Han har frigjort sig fra hendes kærlighed og klar til at leve livet på egne vilkår.
Det hele ender i en kæmpe lys-sværdkamp, hvorefter galaxen sprænger i luften. "Det er en rigtig lortefilm!", udtaler George Lucas, mens han smækker sig på lårerne af grin. "For dens budget kunne vi have udryddet al sult og alle sygdomme i verden. Men det her er bedre. Check lige bogbussen!!!! Den er helt vildt godt lavet!!!".

Filmen, der skulle have premiere i biograferne, blev i sidste øjeblik sat til video-premiere. Dette blev også opgivet, og man valgte i stedet at vise filmen direkte i fjernsynet. Dette er nu også blevet opgivet, og en lysbilled-serie skulle efter sigende være på vej.



DENNE SOMMER KOMMER EN FILM, DER VIL FÅ DIG TIL AT ELSKE ALLE ANDRE FILM

Kender du også Blabe?
Så vil du måske være interesseret i følgende fakta:

1   Der blev brugt 132 forskellige Wesley Snipes til at spille vampyrdræberen Blabe. Flere af dem blev for store efter kun 1 eller 2 scener og måtte slås ned.
2 Filmen, der handler om Wesley Snipes' venskab med bl.a. en hund, en gås og tre syngende mus har til dato fået 13.000 vegetarer til at spise kød igen.
3 Det er en forpulet lortefilm, og fat det nu: Wesley Snipes KAN ikke synge, og han kan ikke vogte får, så forstå det dog!!!

Plottet:
Wesley Snipes spiller en vampyrgris, der dræber andre vampyrgrise ved at spille så dårligt, at de simpelthen sprænger i luften. Og den er god nok: til filmens premiere i New York tidligere på året begyndte anmelderne at grave en tunnel ud af biografen med teskeer for at undslippe de 150 minutter i selskab med hr. Snipes.

To år før filmen overhovedet blev lavet fik den tildelt en pris som "Værste forbrydelse mod menneskeheden" - som en tårevæddet Wesley Snipes modtog i en tom albansk fabrikshal.

I Danmark vil alle biografgængere, der ser filmen til ende, blive tildelt mellemste invalidepension og en beskyttet bolig.

Producenterne lover at der kommer en Blabe 2'er, hvor Wesley Snipes bliver dræbt to timer før filmen går i gang. Jesper Klein og Bodil Udsen vil blive limet, måske svejset, sammen for at udfylde rollen som vampyrdræbergrise.
Herefter vil de blive kørt til destruktion på Vestforbrændingen.



Alexanderband